Så forduftede den anden hele dag i Hamborg også. Det blev en lang dag med megen vandring og mange oplevelser og indtryk.
Jeg startede med at tage med tog og bus til Neuengamme, hvor jeg jo skulle besøge den berygtede KZ-lejr dér. Dagen startede ellers med fint vejr, men kort efter min ankomst i lejren begyndte det at sile ned fra oven. Heldigvis var flere af bygningerne åbne med udstillinger, og jeg havde da også min miniparaply med, så jeg kunne klare mig igennem.
Det var selvfølgelig lidt mærkeligt endelig at stå i en af disse lejre, man har hørt og læst så meget om, og mange af udstillingerne og de tilhørende tekster gør, at man må gå lidt hovedrystende rundt. Men interessant var det ikke desto mindre. Nu har jeg både været i Berlin, Normandiet og i en KZ-lejr. Så må jeg snart være udlært i 2. verdenskrig!
Regnen forlængede mit ophold lidt længere end beregnet, og klokken var efterhånden 16, før jeg var tilbage i Hamborg efter at have nappet lidt let at spise i transporten undervejs. Men nu var det tid at løfte stemningen lidt igen, og jeg nægtede at forlade Hamburg uden at besøge Hagenbeck Zoo og se elefanter!
Det viste sig også at være en fremragende beslutning, for dén Zoo er uden nogen som helst sammenligning den dejligste, jeg nogensinde har besøgt Området i sig selv er et besøg værd pga den helt igennem naturlige indretning, og så er der selvfølgelig et væld af dyrearter. Mange steder går der flere arter sammen i indhegningerne, og der er sågar nogle, der bevæger sig frit rundt i hele området som de har lyst… Og så er det jo kæmpestort – selv Odenses Oceanium ligner et 50-liters akvarium ved siden af Hagenbecks ditto.
3 timer var helt klart i underkanten, men jeg nåede det meste igennem, selvom jeg måtte skynde mig på den sidste halvdel af turen. Elefanterne nød jeg dog i ro og mag i starten af turen, og selvom jeg ikke selv havde foder til dem, var det sjovt at se andre i nærkontakt med dem, som I kan se i videoen herunder:
//www.youtube.com/embed/ev3OX5z6lPU
Hvis jeg nogensinde kommer til Hamborg igen, skal jeg helt klart en tur i Zoo igen!
Efter en gang mad ved havnen, var jeg ved at være mør, men jeg skulle alligevel lige have en sidste ting med – nemlig et besøg i “Miniatur Wunderland”, som er et slaraffenland af miniaturemodeller af landskaber med bl.a. 4000 m2 modeljernbaner. Man kunne sagtens bruge laaang tid med at beundre alle detaljerne, men efter en lille times tid kastede jeg håndklædet i ringen.
I morgen går det så hjemover igen efter et fint lille ophold her i Hamborg med mange indtryk. Der er billeder fra tirsdagen på hamburg.elmomo.dk
Kærlige hilsner for denne gang – vi ses snart!